Pinot Gris

Hvad er Pinot Gris?

Pinot Gris er en farvemutation af Pinot Noir. Druen har samme genetik, men skallen er gråligt rosa i stedet for blå — deraf navnet: gris er fransk for grå. Klaserne kan variere fra næsten grønne til kobberrøde på samme stok, og den farve giver vinen et let gyldent, nogle gange kobberagtigt skær, som ingen anden hvid drue har.

Samme drue hedder Pinot Grigio i Italien, Grauburgunder eller Ruländer i Tyskland og Szürkebarát i Ungarn. Navnet på etiketten er blevet et signal om stil: Pinot Gris betyder som regel den fyldige, krydrede udgave, Pinot Grigio den lette og friske. Det er samme greb, som skiller Zinfandel og Primitivo.

Alsace: hvor druen viser, hvad den kan

Alsace er Pinot Gris’ hjemmebane og en af regionens fire "noble" druer sammen med Riesling, Gewürztraminer og Muscat — de fire, der må bære betegnelsen Grand Cru. Her høstes druerne fuldt modne i et tørt, solrigt klima i læ af Vogeserne, og vinene får krop, lav til middel syre og en tekstur, der nærmest er olieagtig.

Smagen går mod moden pære, abrikos, honning og krydderier som ingefær. En røget, næsten mineralsk tone er typisk og kommer ofte fra de vulkanske og kalkholdige jorde på de bedste marker. Mange Alsace-producenter efterlader restsukker, så vinen ligger mellem tør og halvtør. De seriøse huse lagrer vinene på store, gamle fade, der ikke sætter smag, og vinene kan udvikle sig i ti år eller mere.

Tyskland, New Zealand og resten

I Tyskland er Grauburgunder en af de hurtigst voksende druer, især i Baden og Pfalz, hvor klimaet er varmest. Tysk Grauburgunder laves typisk tør, ofte med lidt fad, og ligger stilmæssigt mellem Alsace og Italien. Ruländer var det gamle navn for den søde udgave; det bruges sjældent i dag.

New Zealand, Oregon og Australien laver Pinot Gris i en frugtdrevet, ofte let sødlig stil. I Oregon er druen den vigtigste hvide og blev plantet af de samme pionerer, der bragte Pinot Noir til Willamette Valley i 1960’erne. Marlborough og Central Otago i New Zealand laver aromatisk Pinot Gris med tydelig pære og krydderi.

Pinot Grigio er Pinot Gris

Pinot Grigio er det italienske navn for Pinot Gris: samme drue, en farvemutation af Pinot Noir med gråligt rosa skal. Forskellen ligger i, hvordan italienerne har valgt at lave den. Druerne høstes tidligt, mens syren er høj og sukkeret lavt, vinen gæres kølig i ståltank og aftappes ung. Resultatet er en let, tør og neutral hvidvin på 11,5 til 12,5 procent alkohol — det modsatte af den fyldige Alsace-stil.

Den stil er blevet en af verdens mest solgte hvidvine. Italien producerer over 250 millioner flasker Pinot Grigio om året, og en stor del eksporteres til USA, Storbritannien og Skandinavien.

Hvor den kommer fra

Næsten al Pinot Grigio kommer fra Nordøstitalien. Siden 2017 har det meste været samlet under Delle Venezie DOC, som dækker Veneto, Friuli og Trentino, og som blev oprettet for at stramme reglerne for en vin, der var ved at blive en ren volumenvare. Delle Venezie er bred og betyder ikke meget for kvaliteten.

De mere ambitiøse udgaver kommer fra Alto Adige og Friuli. I Alto Adige dyrkes druen i 300 til 700 meters højde i Dolomitterne, hvor kolde nætter holder på syren, og vinene får mere aroma og mineralitet. I Friuli, især i Collio og Friuli Colli Orientali, laver enkelte producenter Pinot Grigio med skalkontakt, som giver et kobberskær og mere tekstur — den gamle friulanske ramato-stil, som er beslægtet med nutidens orangevin.

Sådan smager den

God Pinot Grigio er frisk og præcis: citron, grønt æble, pære, lidt mandel i eftersmagen og en let bitterhed, der gør den god til mad. Den er ikke aromatisk som Sauvignon Blanc og ikke fyldig som Chardonnay. Det er en vin, der skal være ren og kølig og ikke meget andet.

Dårlig Pinot Grigio er vandet og smagsløs. Det skyldes højt udbytte — vinstokke, der presses til at give mange druer, giver tynd saft. Forskellen mellem en Pinot Grigio til 60 kroner og en til 120 er ofte større end i andre druer, netop fordi den billige er lavet for volumen.

Ramato: den kobberfarvede Pinot Grigio

Før Pinot Grigio blev en let, farveløs eksportvin, blev den i Friuli og Veneto lavet med nogle timers eller dages kontakt med skallerne. Skallens gråligt rosa farve gav vinen et kobberskær, og stilen kaldtes ramato, af det italienske ord for kobber. Den forsvandt næsten, men er vendt tilbage med interessen for orangevin. Ramato har mere tekstur, en let tannin og aromaer af tørret frugt og urter — den ligger mellem hvidvin og rosé.