Pinot Grigio

Pinot Grigio er Pinot Gris

Pinot Grigio er det italienske navn for Pinot Gris: samme drue, en farvemutation af Pinot Noir med gråligt rosa skal. Forskellen ligger i, hvordan italienerne har valgt at lave den. Druerne høstes tidligt, mens syren er høj og sukkeret lavt, vinen gæres kølig i ståltank og aftappes ung. Resultatet er en let, tør og neutral hvidvin på 11,5 til 12,5 procent alkohol — det modsatte af den fyldige Alsace-stil.

Den stil er blevet en af verdens mest solgte hvidvine. Italien producerer over 250 millioner flasker Pinot Grigio om året, og en stor del eksporteres til USA, Storbritannien og Skandinavien.

Hvor den kommer fra

Næsten al Pinot Grigio kommer fra Nordøstitalien. Siden 2017 har det meste været samlet under Delle Venezie DOC, som dækker Veneto, Friuli og Trentino, og som blev oprettet for at stramme reglerne for en vin, der var ved at blive en ren volumenvare. Delle Venezie er bred og betyder ikke meget for kvaliteten.

De mere ambitiøse udgaver kommer fra Alto Adige og Friuli. I Alto Adige dyrkes druen i 300 til 700 meters højde i Dolomitterne, hvor kolde nætter holder på syren, og vinene får mere aroma og mineralitet. I Friuli, især i Collio og Friuli Colli Orientali, laver enkelte producenter Pinot Grigio med skalkontakt, som giver et kobberskær og mere tekstur — den gamle friulanske ramato-stil, som er beslægtet med nutidens orangevin.

Sådan smager den

God Pinot Grigio er frisk og præcis: citron, grønt æble, pære, lidt mandel i eftersmagen og en let bitterhed, der gør den god til mad. Den er ikke aromatisk som Sauvignon Blanc og ikke fyldig som Chardonnay. Det er en vin, der skal være ren og kølig og ikke meget andet.

Dårlig Pinot Grigio er vandet og smagsløs. Det skyldes højt udbytte — vinstokke, der presses til at give mange druer, giver tynd saft. Forskellen mellem en Pinot Grigio til 60 kroner og en til 120 er ofte større end i andre druer, netop fordi den billige er lavet for volumen.

Ramato: den kobberfarvede Pinot Grigio

Før Pinot Grigio blev en let, farveløs eksportvin, blev den i Friuli og Veneto lavet med nogle timers eller dages kontakt med skallerne. Skallens gråligt rosa farve gav vinen et kobberskær, og stilen kaldtes ramato, af det italienske ord for kobber. Den forsvandt næsten, men er vendt tilbage med interessen for orangevin. Ramato har mere tekstur, en let tannin og aromaer af tørret frugt og urter — den ligger mellem hvidvin og rosé.